Det er bredt accepteret, at menneskelige aktiviteter er de primære drivkræfter for global opvarmning og miljøkriser, herunder det hurtige tab af biodiversitet. Imidlertid er debatten om, hvordan man bedst behandler disse spørgsmål, langt fra afgjort. I politiske kredse, “grøn vækst” – begrebet om at gøre økonomiske aktiviteter mere bæredygtige – har dukket op som den mest populære løsning.
Er grøn vækst nok?
Ideen bag den grønne vækst er at fortsætte med at udvide økonomier, mens den minimerer miljøskade. Kritikere hævder imidlertid, at denne tilgang ikke har undladt at begrænse klimaændringerne og biodiversitetstab.
På trods af den internationale indsats siden 1970’erne er CO2 -emissionerne fortsat med at stige. Som verdens ulighedsrapport afslører, forekom næsten halvdelen af de historiske emissioner efter 1990. Ændringer i trinvis politik, teknologiske innovationer og forskydninger i forbrugernes adfærd har ikke været nok til at vende denne tendens. Denne fiasko har ført til den voksende appel af “nedvækst” – et mere radikalt alternativ, der udfordrer det nuværende globale økonomiske system.
Hvad er ‘nedvækst’?
“Degrowth” dukkede op i Europa, især i Frankrig, i slutningen af 2000’erne. Filosoffer som André Gorz og økonomer som Serge Latouche var blandt dets tidlige fortalere, hvor forskere som Tim Jackson senere populariserede konceptet i den engelsktalende verden. De hævder, at den grundlæggende årsag til miljøødelæggelse ikke kun ligger i menneskelig aktivitet, men også i en global økonomisk model, der har prioriteret vækst og fortjeneste siden den industrielle revolution.
Oprindeligt var nedvækst en kritik af vestlig livsstil og forestillinger om fremskridt. Miljøproblemer var kun en del af bevægelsens bredere dagsorden. Over tid er miljøisme imidlertid blevet central for bevægelsens mål.
Hvad med det globale syd?
I dag hævder mange forringe fortalere, at de rigere lande i det globale nord, der stort set er ansvarlige for miljøforringelse, burde være dem, der skal skalere økonomisk aktivitet tilbage for at afværge økologisk katastrofe. Men hvad med de fattige lande i det globale syd? Skal de vedtage nedvækst strategier? Nogle hævder, at dette ville pålægge en neokolonial dagsorden, hvor rigere lande igen dikterer betingelserne for global udvikling. Andre bemærker, at mange fattige lande har brug for økonomisk vækst for at bekæmpe fattigdom. Og selv hvis nedvækst var begrænset til nord, kunne den stadig have betydelige effekter på syd – både positiv og negativ.
En gennemgang af akademisk litteratur om nedvækst og det globale syd afslører to hovedperspektiver: dem, der ser nedvækst som uforenelige med Sydens udviklingsbehov, og dem, der mener, at det kunne tilbyde synergier med mål for bæredygtige udvikling.
Tilhængere af nedvækst påpeger ofte, at mange af dens kerneideer stammer fra det globale syd. Antropolog Jason Hickel citerer figurer som Sri Lankas filosof Ananda Coomaraswamy, den indiske økonom JC Kumarappa og den bengaliske digter Rabindranath Tagore som inspiration. Mens disse tænkere muligvis ikke bruger udtrykket “nedvækst”, fremmer de ideer, der er tilpasset det, såsom den latinamerikanske Sumak Kawsay (eller “buen vivir”) eller den sydafrikanske Ubuntu. Disse ikke-vestlige perspektiver har været medvirkende til at forme den nedvækkede diskurs i det globale nord.
Nedvækst som afkolonisering
Degrowth Advocates hævder, at nedskalering af økonomisk aktivitet i Norden kan hjælpe med at afvikle den ulige globale arbejdsdeling, hvor råmaterialer udvindes fra syd og behandles til forbrugsvarer i nord. Dette system er uforholdsmæssigt til gavn for rigere nationer, mens de efterlader fattige lande med de sociale og miljømæssige omkostninger. Federico DeMaria, en forsker inden for politisk økologi, hævder, at nordlige lande skal “betale for fortid og præsentere kolonial udnyttelse i syd” – et centralt tema i nutidig nedvækst diskurs.
Nogle forskere antyder, at afhængighed af økonomisk vækst er problematisk for både nord og syd. De hævder, at vækst alene ikke garanterer reduktion af fattigdom – velstandsfordeling og institutionelle reformer er lige så afgørende. DeGrowth kunne hjælpe begge regioner med at undgå uholdbare udviklingsmodeller ved at fokusere mere på socialt velvære end evig økonomisk ekspansion.
Udfordringer for nedvækst i det globale syd
Imidlertid mener mange lærde, at nedvækst er uattraktiv for det globale syd. Kritikere hævder, at konceptet er for eurocentrisk og undlader at resonere midt i de specifikke udfordringer, som fattige nationer står overfor. Interviews med akademikere og aktivister i syd viser, at selvom de måske er enige med nogle af ideerne bag nedvækst, afviser de dets sprog, som de ser som rodfæstede i vestlig tænkning. Økonom Beatriz Rodríguez Labajos og hendes medforfattere antyder, at forskere fra nord og syd skal se på “styrke potentielle synergier gennem en påståelig anerkendelse af hindringerne for at gøre det.”
Der er også bekymring for, at fremme af nedvækst i Syden kan opfattes som en ny form for kolonialisme. At indføre vestlige forestillinger om nedvækst kunne forhindre fattige lande i at følge den samme vej til velstand, som Norden tog, som ofte involverede at udnytte de sydlige ressourcer. Degrowth-bevægelsens manglende fuldt ud at tackle de koloniale rødder af økonomisk udvikling udgør en udfordring for dens afkoloniseringsorienterede ambitioner.
Problemet med globale afhængigheder
Endelig komplicerer globale afhængigheder yderligere den nedvækkende debat. Mange mennesker i syd er afhængige af eksportdrevne økonomier, der betjener vestlige markeder. En reduktion i økonomisk aktivitet i nord kan skade befolkningen i Syden, der er afhængige af denne eksport.
Denne indbyrdes afhængighed præsenterer et dilemma for den nedvækkende bevægelse. Tilhængere hævder, at nedvækst ikke handler om at opgive økonomisk aktivitet, men at reformere den globale handel, finans- og styringssystemer for at forhindre negative påvirkninger på Syden. For at nedvækst skal lykkes, skal dens fortalere formulere konkrete forslag, der adresserer disse globale afhængigheder uden at forværre uligheder eller skade de mest sårbare.