Målene for bæredygtig udvikling (SDGS) udgør de førende globale rammer for at opnå menneskelig fremgang, økonomisk velstand og planetarisk sundhed. Denne ramme understreger spørgsmål som folkesundhed, uddannelse for alle, ligestilling mellem kønnene, nul sult, vedtagelse af ren og vedvarende energi og bevarelse af biodiversitet. På trods af denne omfattende dagsorden er der stadig spørgsmål om, hvordan forskellige nationer navigerer i deres egne veje mod disse mål.
En nylig undersøgelse, der blev offentliggjort i Naturkommunikation Giver indsigt i bane i 166 lande, da de har arbejdet mod SDG’erne i de sidste to årtier.
Ved at anvende netværksanalyse og produktpladsmetodikken, der ofte bruges inden for kompleksitetsøkonomi, konstruerede forskerne “SDG -rummet for nationer.” Den detaljerede model viser, at landene ikke blot marcherer i lås mod bæredygtig udvikling; I stedet klynger de sig i karakteristiske grupper, hver med sine egne styrker og specialiseringer, nogle gange ganske uventede.
Disse klynger bringer både den enorme kompleksitet frem og de subtile regelmæssigheder, der kendetegner den globale forfølgelse af SDG’erne.
Dataene antyder også, at nationale prioriteter skifter over tid; Efterhånden som den overordnede socioøkonomiske tilstand forbedres, ændrer landene kurset og forfølger forskellige mål, hvilket afspejler udviklende politiske prioriteter og udviklingsmål.
“Vi forsøgte at forstå de forskellige veje, mønstre og præferencer, som nationer har fulgt i at forfølge bæredygtig udvikling,” siger Dr. Asaf Tzachor fra Reichman University’s School of Sustainability, en af undersøgelsens førende forfattere. “I processen fandt vi skiftende nationale prioriteringer i løbet af de sidste 20 år såvel som områder med kronisk forsømmelse, hvor der er behov for handling. Brug af netværksanalyse identificerede vi yderligere hvert lands sammenlignende fordele og ulemper på tværs af de vigtigste søjler i bæredygtig udvikling “
En væsentlig konstatering af denne forskning er tilstedeværelsen af ”forældreløse” SDG -indikatorer – dem, der forbliver forsømt af visse grupper af lande. Disse huller, der primært er relateret til miljøkvalitet, kulstofemissioner, tab af biodiversitet eller virkningerne af underernæring, repræsenterer presserende områder, hvor der er behov for målrettet handling.
For eksempel er nationer som Etiopien og Indien nødt til at fokusere på henholdsvis grundlæggende sanitet og biodiversitet. I mellemtiden står lande som Kina og USA over for udfordringer relateret til drivhusgasemissioner og underernæring (især overnutrition).
Ved at undersøge hvert lands komparative fordele og ulemper gennem linsen i netværksanalyse giver undersøgelsen en detaljeret forståelse af, hvad der holder lande tilbage, og hvor de muligvis kan fordoble deres bestræbelser på at opnå afbalancerede, inkluderende fremskridt.
“At forstå disse forskelle er afgørende for land og global fremskridt,” siger Dr. Tzachor. “Ved at identificere, hvor landene er underpresterende, kan vi skræddersy udviklingspolitikkerne til at tackle disse huller effektivt.”
Undersøgelsen understreger behovet for en omfattende gennemgang af SDG -rammen, når fristen for 2030 nærmer sig. Det opfordrer til internationalt samarbejde for at sikre, at intet område – og intet samfund – er efterladt i forfølgelsen af bæredygtig udvikling.