At have en tatovering er blevet knyttet til en højere risiko for tilstande som lymfom og hudkræft, men situationen er ikke klar
Landene varierer i, hvor strengt de regulerer kemikalier i tatoveringsfarver
Uanset om det er en sommerfugl på din ankel eller dit fodboldholds logo på tværs af ryggen, har tatoveringer længe været set som en måde at udtrykke individualitet på, såvel som nogle gange har kulturel betydning. Alligevel er forskning lige begyndt at ridse overfladen af deres potentielle sundhedseffekter.
Tatoveringspigmenter består af adskillige kemikalier. I Den Europæiske Union har lovgivningen om registrering, evaluering, tilladelse og begrænsning af kemikalier (rækkevidde) sat koncentrationsgrænser for omkring 4000 forbindelser i sådanne pigmenter, mest på grund af kræftproblemer. Men nogle af disse er lovlige på højere niveauer i andre dele af Europa og USA.
”Dette er et vanskeligt område at studere, fordi der er masser af forskellige mulige ingredienser i tatoveringsblæk,” siger Rachel Orritt hos Cancer Research UK.
Forskere har dog forsøgt at gøre det for nylig. I oktober sidste år fandt en analyse af grønne og blå blæk, der blev solgt i hele Europa, at ni ud af 10 ikke var i overensstemmelse med rækkevidde og fire indeholdt forbudte forbindelser. “‘Er tatoveringer sikre?’ Er noget, jeg bliver spurgt meget, men det problem, vi har, er, hvis vi ikke ved, hvad der går ind i tatoveringen, kan vi ikke begynde at besvare det spørgsmål, ”siger teammedlem John Swierk ved Binghamton University i New York.
Disse pigmenter forbliver heller ikke bare i nærheden af hudens overflade. ”Det, der sker, er, at immunsystemet bliver udløst, da det genkender noget fremmed,” siger Christel Nielsen ved Lund University i Sverige. Immunceller kaldet makrofager afhent derefter pigmenterne og bærer dem til lymfeknuder, måske for at forsøge at rydde dem fra kroppen. Læger misdiagnostiserede endda en tatoveret mand med avanceret kræft, da de troede, at hans sorte lymfeknuder var et tegn på tilstanden.
”Vi ved, at blæk går hen til lymfeknuderne, og vi ved, at der er potentielt giftige kemikalier i blækket,” siger Nielsen. For at forstå de mulige virkninger af dette så hun og hendes team på knap 1400 mennesker i alderen 20 og 60 år i Sverige, der var blevet diagnosticeret med lymfom – kræft i lymfesystemet, inklusive lymfeknuder – inden for det sidste årti. De sammenlignede denne gruppe med næsten 4200 kræftfrie individer, der blev matchet efter alder, køn og socioøkonomisk baggrund.
Resultaterne, der også blev offentliggjort i 2024, viser, at de mennesker med en tatovering var 20 procent mere tilbøjelige til at udvikle enhver type lymfom end dem uden en.
Måske overraskende var personer, der valgte laserfjernelse af en tatovering, næsten tre gange mere i risiko for tilstanden end deres utældende kolleger. ”Laserfragmenterne (tatovering) molekyler, hvilket gør dem mindre, så de kan fjernes via lymfesystemet, men denne proces gør også kemikalierne mere reaktive og potentielt mere giftige,” siger Nielsen.
Forskerne fandt ikke bevis for, at farvet eller ufarvet blæk er mere knyttet til lymfom, eller at risikoen akkumuleres med at have flere tatoveringer. Men Nielsen siger, at undersøgelsen måske ikke har været stor nok til at fange sådanne potentielle foreninger.
Ikke desto mindre understreger hun, at den individuelle risiko sandsynligvis er lav. ”Lymfom er stadig en sjælden sygdom, hvor omkring 300 mennesker diagnosticeres i Sverige hvert år ud af en befolkning på 10 millioner,” siger hun. ”Vores estimater gælder på (a) gruppeniveau og kan (ikke) og bør ikke fortolkes som individuelle risici, fordi vi alle er forskellige, og risikovurderingen er noget af et gennemsnit.”
Nielsens resultater er blevet støttet af en nyere undersøgelse, hvor Signe Clemmensen ved University of Southern Danmark og hendes kolleger kiggede på 158 par tvillinger, hvoraf mindst en var blevet diagnosticeret med visse kræftformer, nemlig lymfom eller hudkræft.
De fandt også en forbindelse mellem lymfom og tatoveringer, men deres arbejde antyder, at størrelse muligvis betyder noget. At have en tatovering, der er større end en typisk palme, var knyttet til tredobbelt hastigheden for udvikling af lymfom og en omtrentlig fordobling i hastigheden af hudkræft sammenlignet med at have ingen tatoveringer.
Men uanset tatoveringsstørrelse var hastigheden af hudkræft stadig 60 procent højere blandt tatoverede individer. ”Vi tror, at en af disse mekanismer er, at (tatovering) forårsager en kronisk immunrespons, fordi immunsystemet konstant prøver at gøre noget mod dette fremmedlegeme, og når immunsystemet konstant er på vagt, vil det føre til en øget risiko for unormal celleproliferation,” siger Clemensen. ”Når du oplever det, ved vi, at det kan give en øget risiko for kræft.”
Mens forskerne er bekymrede, understregede de også, at forbindelsen mellem tatoveringer og kræft langt fra er skåret og tørret. ”Flere undersøgelser er nødvendige, før vi kan etablere et årsagsforbindelse,” siger Nielsen, der selv har flere tatoveringer. Disse kan omfatte celle- eller dyreforskning og større observationsundersøgelser i flere lande.
”Der er ikke nok bevis til at sige, at tatoveringer øger folks kræftrisiko; der er behov for mere forskning,” siger Orritt.
I mellemtiden synes Clemmenson ikke, at folk skal blive unødigt udsat for at blive blækket. ”Det, jeg vil sige til nogen med en tatovering eller måske overveje at få en tatovering, er, at det ikke er noget, de skal være alt for bekymrede over endnu,” siger hun.