LektieForum

På engelsk er det meget almindeligt at bruge sammentrækninger med apostrof. Det medvirker til kortere sætninger, og en tekst der flyder bedre. For eksempel afkortes ordene "can not" blot til "can't".

Ejefald, også kaldet genitiv, bruger vi til at udtrykke et ejerskab af noget. For eksempel: Laura's dress (Lauras kjole). Som det er tilfældet på dansk, bruger vi også på engelsk en apostrof til at angive ejefald, men der er alligevel nogen forskelle på engelsk, som du skal være opmærksom på.

På engelsk kan udsagnsord (verber) bøjes i tiderne nutid, datid, førnutid og førdatid. Når vi vil bruge datid (præteritum), er det afgørende, om udsagnsordet er regelmæssigt eller uregelmæssigt.

Sætninger der beskriver noget, som ikke er sket endnu, siges at foregå i fremtiden. På engelsk danner vi en sætning i fremtidsform ved at sætte hjælpeverberne will eller shall foran hovedudsagnsordet. Se her hvordan.

På engelsk er der en række situationer, som kræver, at et ord skrives med stort begyndelsesbogstav. Langt hen ad vejen gælder der dog de samme regler, som dem du kender fra det danske sprog. Men hvordan er det helt præcist det forholder sig på engelsk?

Ligesom du på dansk har en og et stående foran et navneord, i det som kaldes ubestemt form (for eksempel "et hus" og "en have"), har du på engelsk a og an. Men hvornår bruger du det og hvordan?

Om der skal stå *is* eller *are*, afhænger af, om navneordet er i ental eller flertal. Når det er sagt, så kan nogen navneord være lidt svære at bedømme. Det gælder for eksempel den type af navneord, som kun bøjes i ental. Her får du en guide.

Når du refererer til personer på engelsk, bruger du enten "who" eller "whom". Men det er måske ikke altid lige indlysende, hvornår du skal bruge det ene frem for det andet. Her får du en simpel og skudsikker metode, så du aldrig mere behøver at være i tvivl.